En ældre sag fra Denfri:
Universitetslærer Hans Hüttel, der blandt andet anmeldte Bo Warming for racisme, har skrevet en kritisk nekrolog over Danmarks mest kontroversielle internetdebattør.
Bo Warming var med sit frisprog og sine mildest talt ikke konsensussøgende holdninger en torn i øjet på mange mennesker. Blandt de, der blev stødt af Warmings bramfri og frisindede facon, er Hans Hüttel, der på sin weblog beskriver sig selv som “familiefar, universitetslærer (på Aalborg Universitet, red.), medlem af Amnesty International mm.” Sidst i 1990erne oprettede Hans Hüttel en hadeside på internettet , hvor han forholder sig stærkt kritisk til Bo Warming.
Ved en anden lejlighed stod Hans Hüttel bag en anmeldelse af Bo Warming for racisme. Bo Warming blev dømt og fik en bøde for med sine ytringer at have overtrådt racismeparagraffen. Bo Warming blev dømt tre gange efter racismeparagraffen, men han yndede at kalde sig selv for Danmarks mindst racistiske menneske og var en overgang gift med en japaner.
Nu har Hans Hüttel også skrevet en nekrolog over Bo Warming. I nekrologen skriver Hans Hüttel under rubrikken Farvel til Bo blandt andet:
“Jeg blev så ærgerlig over at opleve hvor megen energi andre (herunder jeg selv) spildte på at forsøge at argumentere imod denne på alle måder ekstreme person (Bo Warming, red.), at jeg endte med at lave en hjemmeside om ham med bl.a. en samling af hans mest kontroversielle citater. Siden blev til i løbet af et par timer en sen fredag eftermiddag i 1999 og blev knap nok vedligeholdt siden da. Jeg anmeldte desuden Bo Warming for racisme – og han endte med at få en bøde.
(…)
Manden var usympatisk, men han var på sin egen måde også en stakkel. Jeg har aldrig mødt ham (det nærmeste jeg kom på det var en telefonbesked han engang lagde på min mobil), men hans mange underlige forestillinger om andre mennesker, hans særdeles uhygiejniske fremtoning, lige så uhygiejniske boligforhold og hans bizarre udsmykning af samme gjorde det efterhånden tydeligt, men stadig altid usagt: Bo Warming var psykisk syg. Det er i virkeligheden det mest tragiske ved ham – at det aldrig blev sagt højt, og at vi endte med at ofre hans udtalelser så megen opmærksomhed.”
Lavere til loftet efter Warmings død
Hvorvidt Bo Warming var decideret psykisk syg, som Hans Hüttel skriver, står hen i det uvisse. Ifølge en projektopgave fra Danmarks Journalisthøjskole, blev Bo Warming i 1993 diagnosticeret med en mild grad af skizofreni, mens andre læger angav, at Bo Warming ikke var psykisk syg, men for involveret i sine egne ideer.
Mens Hans Hüttel — uden at Bo Warming har mulighed for at tage til genmæle — gør manden til en stakkel, modtager Bo Warming posthumt en buket roser (med enkelte torne) fra så forskellige medier som Politiken, 2200N og fagbladet Journalisten.
Under rubrikken Danmarks værste “troll” er død skriver fagbladet Journalisten:
“Avisernes læserbrevssider og nettets debatfora bliver kedeligere, efter at Danmarks “troll” nummer 1, Bo Warming, er død
(…)
Han efterlader sig et tomrum — også selv om man måske i stilheden efter ham kan have en anelse piben for ørerne …”
2200N, der skriver om Nørrebro, giver Warming disse ord med på vejen:
“Han gav utallige interview, men de færreste blev rigtig klog på ham. Han nåede også at få flere børn og har i dag blandt andre en voksen søn, ligesom der i et par omgange boede en kvinde sammen med ham på Bjelkes Alle – et hus han har haft i over 30 år, og som nu kan ventes renoveret.
Nørrebro-børn havde det i en periode som en test, om de turde gå ind i den mærkelige have, men Bo Warming var dog ganske uskadelig – bortset fra de skrevne overfald, når han sad ved tasterne og kastede om sig med gloserne – og man kunne sagtens tale med ham.
Hans holdninger gjorde ham nok irriterende for mange og hans synlighed kendt af endnu flere, men det fyldte også den førtidspensionerede gymnasielærers liv.
Nørrebro har med Bo Warmings død fået lidt lavere til loftet.”
Også Politiken, som Bo Warming næppe har haft mange holdninger til fælles med, har fundet lejlighed til at skrive en nekrolog over debattøren:
“Der kunne sagtens ryge 1.000 debatindlæg eller læserbreve af sted på en måned.
Langt de fleste var spidsformuleret og beregnet på at skabe en reaktion hos læseren. Den mission lykkedes til fulde for Bo Warming — for nu at sige det mildt. Masser af folk er gennem tiderne røget helt op i lysekronen og nogle gange videre gennem loftet over ting, som Bo Warming har givet udtryk for.
(…)
Warming var leveringsdygtig i holdninger til en utømmeligt lang liste af emner. Han har forsvaret russernes fremfærd i Tjetjenien, beundret Chiles eks-diktator Pinochet, ligesom han har ment, at sygeplejersker får meget i løn, og at de kvindelige værter på tv burde optræde topløse.
(…)
Helt centralt i Warmings univers var kampen for den personlige frihed i en særegen, udvidet forståelse af begrebet, der for eksempel omfattede retten til at spise udendørs og også retten til forrette sin nødtørft udendørs. Og til at gå nøgen på egen matrikel.”
Der holdes en mindehøjtidelighed for Bo Warming lørdag klokken 11 i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård.
Læs Uwe Max Jensens nekrolog over Bo Warming her
Foto af Bo Warming: Chokmah