Fra Den Frie blog:
Et foto af en letpåklædt kvinde, der reklamerer for en brystforstørrende operation, har bragt sindet i kog hos den svenske politiker Rasmus Ling, der repræsenterer Miljøpartiet i rigsdagen. Annoncerne har indtil for nylig kunnet ses på hovedbanegården i Malmø, men det bryder Rasmus Ling sig ikke om, og han vil nu rejse sagen i den svenske rigsdag.
"Annoncen opfordrer kvinder til at få opereret deres bryster. Den fortæller dem, at de ikke er gode nok, og det, mener jeg, er nedværdigende. Det føles trist, at alle rejsende på Malmø Centralstation bliver mødt af sådan et budskab," siger Rasmus Ling til Sydsvenskan.
Politikeren mener, at det er særligt uheldigt, at reklamerne har været vist på Malmø Centralstation, en bygning, der er ejet af det statsejede foretagende Jernhusen.
"Jeg mener, der bør være mere kontrol sådan et sted," siger Ling til Sydsvenskan.
Ann Hermansson, der er marketingmanager hos Jernhusen, fortæller til avisen, at annoncen overholder gældende lovgivning.
"Uanset hvad man mener om det, har vi besluttet, at den ikke kan opfattes som et brud på reglerne, og så længe det ikke er ulovligt, kan vi ikke gå ind og censurere en kampagne."
Overfor Sydsvenskan tilkendegiver Ann Hermansson, at hun har forståelse for, at folk reagerer på annoncer, der tilskynder til kropslige indgreb.
"Men plastikkirurgi er ikke en ulovlig aktivitet, og branchen har lige så meget ret til at markedsføre deres ydelser som andre virksomheder."
Rasmus Ling er ikke tilfreds med forklaringen og siger til Sydsvenskan, at han vil rejse spørgsmålet om annoncerne i rigsdagen.
"Hvis Jernhusens regler ser ud på den her måde, skal de måske justeres, for jeg synes ikke, at det er okay. Jeg vil tage sagen op med forbrugerminister Per Bolund (MP), når jeg møder ham næste gang i den kommende uge. Han kan som minister styrer gennem ejerdirektiver til Jernhusen."
Det er plastikkirurgiforetagendet Nygart, der står bag annoncerne. I Danmark har Nygart også reklameret blandt andet på bybusserne i flere større byer, men her havde kvinden i Nygarts annonce bare bryster. Det vakte en del debat i danske medier.
(Kilde: Sydsvenskan)