Den britiske billedkunstner Damien Hirst har designet coveret til Red Hot Chili Peppers’ kommende album ”I’m With You”. Coveret er klassisk Hirst og bringer to af kunstnerens mest prægnante kendetegn i spil.
Damien Hirst – verdens mest succesfulde billedkunstner og tidligere notorisk bad boy – har skabt coveret til Red Hot Chili Peppers’ kommende studiealbum I’m With You, der bliver det tiende i rækken. Det oplyser bandet på sin hjemmeside:
“Check out our new album cover – officially revealed! Damien Hirst did it for us and we’re happy to get this out to ya!”
Damien Hirst er ikke ubekendt med at lave cover art for musikere. Han har tidligere skabt covers for gruppen The Hours og Dave Stewart. Den tidligere Eurythmics-frontmand samlede tidligt på Hirst, men solgte for nylig ud af samlingen. Til gengæld er rapperen Jay-Z begyndt at samle på Hirst, og Hirst-værker dukker med mellemrum op i Jay-Z’s videoer. I 1995 instruerede Damien Hirst videoen til nummeret Country House for Blur.
Coveret til Red Hot Chili Peppers’ album indeholder to elementer, der er signifikante for Damien Hirst. (Drømmen om) det evige liv i skikkelse af medicinalindustriens piller og fluen som symbol på forgængelighed og død. På coverfotoet har en flue taget ophold på en pille med teksten I’m With You. Coveret er dermed et billede på både drømmen og dens reale modsætning. Det er første gang, at Damien Hirst bringer begge elementer i spil i samme værk.
Forsanger Anthony Kiedis fra Red Hot Chili Peppers udlægger coveret på følgende vis i et interview med Classic Rock Magazine:
”It’s an image. It’s art. Iconic. We didn’t give it it’s meaning but it’s clearly open to interpretation.”
Red Hot Chili Peppers giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning fredag 14. oktober 2011 klokken 20:00.
Kunstmuseet Arken har en samling af Damien Hirst-værker, men samlingen er skæmmet af, at museet mangler noget, der bare minder om et hovedværk.