Fra Den Frie blog:
(Foto af udstillingsplakat opklistret på mur: Dan Park)
Lørdag 5. juli fra klokken 12-15 er der fernisering på en udstilling med gadekunstneren Dan Park i Galleri Rönnquist & Rönnquist i det centrale Malmø. Udstillingen har fået det præcise navn "Fängslande konst" (Fængslende kunst, red.) - en reference til det faktum at Dan Park har fået i alt fire måneders ubetinget fængsel for sin gade- og happeningkunst. Og allerede inden åbningen er udstillingen, der viser flere eksempler på de plakater, som Dan Park normalt klistrer op på elskabe i Malmø, omgærdet af kontroverser. I nat blev et vindue i galleriet smadret med en brosten, og lørdag er der en såkaldt vernissage mot rasism (fernisering mod racisme, red.) arrangeret af en gruppe, der kalder sig Konstnärer Mot Fel.
Dan Park vil være tilstede ved ferniseringen i Galleri Rönnquist & Rönnquist, der tidligere har udstillet den svenske Muhammed-tegner og konceptkunstner Lars Vilks. Udstillingen slutter 27. juli.
Se billeder af Dan Parks street art på kunstnerens blog Lidlday.
Hærværk mod Galleri Rönnquist & Rönnquist i nat.