Fra Den Frie blog:
Salman Rushdies bog De sataniske vers er ofte blevet prist for sin kunstneriske kvalitet, hvilket ifølge nogle iagttagere skulle gøre bogens religionskritiske projekt mere spiseligt end for eksempel Jyllands-Posten 's og den svenske kunstner Lars Vilks 's Muhammed-tegninger, der anses for at have mindre eller ingen kunstnerisk værdi, og hvis sigte alene skulle være provokation. Ifølge Mehdi Mozaffari er dette ikke korrekt. Rushdies bog var en provokation med indbygget chokværdi. Fra Mehdi Mozaffari 's bog Islamisme - en orientalsk totalitarisme:
"Det er ikke mit formål her at foretage en litterær anmeldelse af Rushdies bog (De sataniske vers, red.). Det ville kræve kvalifikationer, jeg ikke er i besiddelse af. Det, jeg foretager mig, er meget mere beskedent, nemlig at sætte mig selv i en troende og praktiserende muslims sted; en muslim, der tror på sandfærdigheden og ægtheden i det islamiske bygningsværk med alt, hvad det indebærer. Med andre ord en person, hvis daglige liv er afpasset og ordnet efter de dogmer, der i hans øjne er evige og uforanderlige. Hvad angår Rushdie-affæren begyndte volden med manden på gaden. De religiøse autoriteters og Khomeinis (Ayatollah Seyyid Ruhollah Khomeini, red.) indgriben - til trods for den vægt, de havde, og den støj, de lavede - kom først efter den vrede, der ledsagede den almindelige muslims protest. Dette er på ingen måde en ubetydelig detalje.
(...)
I valget af en så provokerende titel som De sataniske vers føjede Rushdie, med eller uden overlæg, betydeligt brændstof til den mistanke, at han egentlig mente De koraniske vers. Det er også meget muligt, at Rushdie i sit valg af titel blev styret ubevidst af en fascination af titlens chokværdi. Den slags litterære påfund er bestemt almindelige blandt forfattere. Hvis Rushdies virkelige hensigt var at chokere sit publikum og især muslimer, så lykkedes det.
(...)
Ud over den chokerende titel holder Rushdie sig ikke tilbage fra at "lege" med alle islams helligste og mest ukrænkelige principper. I bogens genfortolkning bliver begrebet guddommelig enhed (tawhid) kraftigt kompromitteret. Muhammad, en underholdende gigolo og forretningsmand, tinger med de polyteistiske ledere i Jahilliya (bogstaveligt Uvidenhedens by) og forener Allah med byens tre gudinder (Lat, Uzza og Manat) til gengæld for en plads i byens rådsforsamling (Rushdie, 1990: kapitlet "Mahoud"), hvorved han degraderer hjørnestenen i det islamiske bygningsværk, tawhid, til en omsættelig og salgbar handelsvare.
Profetien, der er det andet grundlæggende princip i islam, bliver også hånet af Rushdie. Patriarken Abraham omtales således som "et svin" (ibid.: 107), Moses er en "købmand" (ibid.: 404), og Muhammad er en forretningsmand, der er forvandlet til en Mahound, et synonym for djævelen (ibid.: 105). Desuden er han en gigolo (i forhold til sit første ægteskab med Khadija (der var langt ældre end Muhammed, red.)) og en alfons, hvis koner er "skøgerne i Forhænget" (som er et bordel) (ibid.: 407). Blandt hans koner indtager Aisha, der er datter af Abu Bakr (Profetens ledsager og senere umiddelbare efterfølger), den foretrukne plads både i det store bordel i Mekka og i Rushdies roman (han vier et helt kapitel til hende). Aisha, som er den yngste af Muhammads koner og den eneste, der var jomfru, da de blev gift, er ikke kun Muhammads yndling. Det lader også til - i betragtning af den plads, Rushdie afsætter til hende - at hun er forfatterens yndling. Han vender tilbage til hende i et andet kapitel med titlen "Tilbage til Djahilia", hvor Aisha konfronteres med en dobbeltgænger, der underligt nok har samme navn. Ligheden mellem de to Aishaer er slående i alle henseender. Dobbeltgængeren, en pige på 15 år, arbejder i bordellet "Forhænget". Hun er langt den foretrukne hos de fleste kunder, men også den dyreste. Bordellet Forhænget bliver styret af en god, gammel luder, der hedder Sawdah (negerinden), hvis ægteskab med Mahound blev indgået den samme dag som Mahounds ægteskab med Aisha (ibid.: 408).
Heller ikke Profetens tilhængere bliver forskånet for Rsuhdies hånlige og nonchalante bemærkninger. Blandt disse har Salman Rushdie dog en vis respekt for perseren Salman. Har homonymiteten noget at gøre med det? I hvert fald fremstilles perseren Salman som den mest veluddannede (implicit den mest civiliserede) af alle Muhammads ledsagere (ibid.: 391). Han er den mest respekterede strateg og den rådgiver, der lyttes mest til. Men hans kvaliteter hindrer ham ikke i at være en hyppig kunde i bordellerne (ibid.: 401) og en af Aishas kunder (ibid.: 411). Salman kan også lide at drikke vin (ibid.: 415). De andre ledsagere bliver ikke behandlet lige så nænsomt. Osman (Uthman), Profetens tredje efterfølger, er en "klovn" (ibid.: 252), og Bilal, islams første talsmand eller muazzin, er en "stor sort mand", hvis stemme er "den amerikanske selvtillids stemme".
Hvad Satan angår, ærkeenglen, der tidligere blev forvist og forkastet, så genvinder han rang og prestige i De sataniske vers, som desuden er dedikeret til ham. Oven i det opdager Satan (Chamcha) pludselig under sit fald fra himlen, at han får følgeskab af sin tidligere kollega, ærkeenglen Gabriel.
Endelig bliver Koranen, den hellige og guddommelige tekst, hvis vers i muslimernes øjne ord for ord stammer fra himlen, ganske enkelt forfalsket. Forfalsket af perseren Salman, der, fordi han var træt af at sidde ved sin herres fødder og konstant notere de åbenbarede vers ned, en dag besluttede at ændre de ord, han fik dikteret af Profeten, bare for afvekslingens skyld. Hvor Muhammad sagde kristne, skrev Salman jøder og så videre (ibid.: 368)
Så der kan I bare se, muslimer! Den guddommelige enhed, der betyder så meget for jer, blev bare skabt som følge af jeres profets studehandler med polyteisterne; de profeter, som I har respekt for, var svin, forretningsfolk, ruffere; Muhammads koner var ludere på et bordel, Satan er lige så respektabel som Gabriel, og endelig er jeres hellige og agtede og ærede bog en manipulerende tekst.
Man kan konkludere, at den religiøse tilgang, der fordømmer og straffer for al kunst, der bliver opfattet som "anitireligiøs", ikke er forenelig med ytringsfrihed, som i sig selv er resultatet af en flere hundrede år lang kamp netop imod censur og vilkårlige restriktioner. Det er bestemt ikke den måde, man skal behandle en forfatter på nu om stunder. Ethvert forsøg på at vende tilbage til middelalderen og inkvisitionen er et forsøg på igen at "slavebinde"ånden. Den juridiske tilgang forekommer mere passende i Rushdies tilfælde, selv om Khomeini dømte Rushdie uden retssag. På den anden side erklærede europæiske domstole sig inhabile, da muslimske grupper forsøgte at bringe sagen for retten i Europa. Derfor må det endelige valg stå mellem paparazzi-tilgang og den etiske tilgang. Det er åbenlyst, at Rushdie valgte paparazzi-tilgangen, i hvert fald opfattedes det sådan af overbeviste muslimer. Samtidig var han klar over, at han sårede sine tidligere trosfællers følelser dybt. De sataniske vers skal betragtes som en "uhøflig bog", og forfatteren som en person, der med vilje ser bort fra de grundlæggende regler for høflighed i form af tolerance og anstændighed. På en måde er dette værk fra Rushdie i modstrid med de almindelige vestlige/europæiske regler, der er baseret på respekten for arv, ære og den enkeltes eller gruppes integritet. "Straffen" for denne type uhøflighed eller "krænkelse", som Rushdie selv beskrev det, er bestemt hverken døden eller fængsel. Uhøflighed skal om muligt besvares med høflighed og ellers ignoreres, og Rushdies "undskyldning" skal godtages ..."
(Islamisme, afsnittet De sataniske vers som blasfemi)