Fra bloggen Den Frie:
Firoozeh Bazrafkan er blevet interviewet af ugebladet Femina. Kunstneren taler blandt andet om den fuckfinger, hun gav til komikeren Omar Marzouk:
"- Selvfølgelig er det ikke moralsk korrekt at give sin modpart (Omar Marzouk, red.) fingeren, men nogle gange er det bare på sin plads.
- Som kunstner er det meget vigtigt for mig at kunne markere mig på lige præcis den måde, jeg føler for. Nogle gange fødes kunst ud af afmagt.
- Mange har sagt, at jeg skulle skamme mig. At jeg var barnlig. Men jeg fik da folk op i det røde felt. Og jeg var med til at få folk til at diskutere, om vi bør tage dødstrusler alvorligt. For mig var det ikke et nederlag, selv om folk grinede og gjorde nar. Det var en succes. Min mor har fuld forståelse for det, jeg laver. Hun syntes, jeg skulle have givet Omar Marzouk begge mine mellemfingre.
- På nettet florerer der et screendump fra DR2-debatten. Også i Iran. Det billede ser jeg som et symbol på de mennesker, der ikke tager dødstrusler alvorligt. Det er faktisk dem, jeg giver fuckfingeren.
- Jeg synes egentlig, det er et rimelig fedt billede. Bag ved mig kan man se rådhustårnet i Aarhus. Og så er der fuckfingeren. Det er ret kunstnerisk, hvis du spørger mig."
Om sin kunst siger Firoozeh Bazrafkan:
"- Alt for mange mennesker tror, at kunst er noget med malerier af heste, der løber over marker. Dem, der bliver så krænket af min kunst, kan jeg ikke rigtig tage mig af. Jeg er kunstner, og jeg kan bedst lide at arbejde med tabubelagte emner og lyssky sager. Folk skal være velkomne til at håne mig. Du må gerne være uenig i min arbejdsproces, min kunst og mine holdninger. Men du skal ikke true mig på livet. Skriv en kronik, en klumme eller en offentlig kommentar. Du må meget gerne svine mig til, det skal bare foregå efter demokratiske spilleregler."
Fuck dig, far
Bazrafkan nævner også en episode, hvor hun som 12-årig sagde fra overfor sin far:
"- Det var en varm sommerdag, jeg har nok været 12 år gammel. Jeg havde shorts på og skulle ud ad døren. Jeg kan huske, at min far tager fat i min arm og siger: " Det er sidste gang, jeg ser dig i shorts." Jeg har altid været fri og rapkæftet, for jeg fik jo at vide hjemmefra, at man godt må kalde en spade for en spade. Så jeg sagde til ham: " Fuck da dig!". Så gav han slip. Han blev mundlam.
- Og jeg gik ud. Med shorts på. Han har ikke sagt noget siden."
Firoozeh Bazrafkan fortæller også om en rejse til sit fødeland Iran:
"- Da vi landede i Teheran og gik ud af flyet, var det første, jeg så, et kæmpestort billede af en kvinde i hijab - en beklædning, der dækker alt undtagen ansigtet - og en anden kvinde med tørklæde og en lang jakke.
- På billedet af hijabben stod der: " Det her er bedst". På det andet billede stod der: " Det her er o. k., men det andet er bedre". Som 12-årig får jeg altså besked på, at nu skal jeg tage tørklæde på. Det var et kulturchok."
Brug din ytringsfrihed
Om ytringsfrihed siger Bazrafkan:
"- Hvis man er så heldig at komme til at bo i et demokrati, synes jeg, man er forpligtet til at bruge de demokratiske rettigheder. Ytringsfriheden for eksempel.
- For helvede, brug den! Der findes så mange, der sidder og drømmer om at få lov til at udtrykke sig om en masse, de aldrig vil kunne sige højt. Det er der alt for mange danskere, der tager for givet. Vi bør ikke være så bange for fiaskoer. Det gælder bare om at sætte sig op på hesten igen og køre videre."
#
Femina bringer i samme nummer et interview med radiovært Ayse Dudu Tepe, der blev kendt i en større offentlighed, da hun skrev en kronik i Politiken som en reaktion på digteren Yayha Hassan 's kritik af en generation af indvandrerforældre. Ayse Dudu Tepe nævner blandt andet baggrund for kronikken:
"- Det er første skoledag. Jeg kan huske, at jeg er i helt vildt godt humør og snakkesalig, som jeg altid har været.
- Da vi går hjem, giver min far mig en på hovedet. Fordi jeg havde været glad. Han syntes, jeg opførte mig pinligt.
- Det er stadig uforståeligt for mig. Jeg kan stadig tænke: Hvad fanden skete der? Det var meningsløst, at jeg skulle føle mig så forkert.
- Da jeg var 12 år, kvalte han mig.
- Jeg blev indlagt på centralsygehuset i Esbjerg. Jeg glemmer aldrig, da overlægen spurgte mig, om min far havde forgrebet sig seksuelt på mig. Nej, det har han ikke. Han kvalte mig. Han blev anholdt, men løsladt dagen efter. Han besøgte mig på sygehuset. Han havde taget chokolade med til mig. Da jeg kom hjem, var der ingen, der talte med mig. Jeg tænkte: Mor, hvad har jeg gjort galt? - Jeg blev ked af det, da jeg læste Yahya Hassans historie. Jeg tænkte: O. k., Yahya, jeg kan godt forstå, at det ikke har været særlig let at være dig.
- Og måske er det stadig ikke særlig let. Det var det, jeg reagerede på. Ikke det dér med, at hans forældre kommer fra et andet land."
Også satiriker Naghme Ashabi fra satiregruppen Det Slører Stadig, der ligesom Firoozeh Bazrafkan har iransk baggrund, bliver interviewet som den sidste repræsentant for unge kvinder med nydansk baggrund. Om Det Slører Stadig siger Naghme Ashabi:
"- Vi syntes simpelt hen bare, at vi manglede. Det er nyt, at fire piger med muslimsk baggrund stiller sig op og er i stand til bære et helt TV-program alene. I Danmark har vi alt for længe været berøringsangste over for alle de fordomme, vi har om etniske kvinder - og omvendt.
- Satire gør, at ting bliver lettere at tale om. Når man sidder og griner ad noget sammen, er det lidt mere okay at tale om éns fordomme. Det gør de store debatter lidt nemmere."
Om at være "lidt for dansk" siger Naghme Ashabi:
"- Der går et rygte i indvandrerkredse om, at iranere er for integrerede. Jeg har hørt tusinde gange, at jeg er alt for dansk. Det siger de andre piger også.
- "Typisk dig - du drikker øl. Du er alt for integreret." Men jeg kan altså godt lide at drikke en øl. Jeg kan åbne en bajer med en ske. Det vil nogle opfatte, som at man er blevet alt for integreret. Det er blevet mit stempel. Jeg er hende, der er lidt for dansk.
- Man har de her to verdener. Og man skal få det til at gå op, så det giver mening for én selv. Så er der måske lidt flere procenter på den ene eller den anden side. Det er en meget personlig ting."
Naghme Ashabi konkluderer til sidst i interviewet:
"- Jeg ville sikkert ikke have siddet her i dag, hvis jeg ikke havde fået en god portion modgang ret tidligt i mit liv. Og når man har været igennem den slags ting, tager man ikke trusler på Facebook så tungt.
- Når jeg nogle gange får en lille vinterdepression, tænker jeg altid på mine kusiner i Iran. De skal gå med tørklæde, selv om de ikke har lyst, og de har ikke en brøkdel af de muligheder, jeg har.
- Tænk på, hvor vildt det er, at jeg sidder her i dag. Og så siger jeg til mig selv: " Hold nu kæft. Du har det pissegodt."."
*
FIROOZEH BAZRAFKAN, 31 ÅR
Billedkunstner, foredragsholder og debattør. Har tidligere været medlem af Trykkefrihedsselskabet.
Født i Iran. Kom til Danmark som fireårig og er opvokset i det socialt belastede område omkring Jennumparken i Randers.
Blev landskendt, da hun rakte fuck til komikeren Omar Marzouk i en debat på DR2 om et medlem fra Dansk Folkeparti, der var gået under jorden på grund af dødstrusler.
Bor i Aarhus.
AYSE DUDU TEPE, 33 ÅR
Radiovært på programmet Nattevagten på Radio24syv. Har bl. a. skrevet kronikker i Politiken og klummer på DenFri.dk. Uddannet arkæolog.
Datter af tyrkiske forældre. Født i Horsens og opvokset i Esbjerg.
Skrev i efteråret 2013 kronikken: "Jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle" i Politiken, hvor hun beskriver sit anstrengte forhold til sin familie, heriblandt en voldelig far.
Bor på Vesterbro i København med sin datter Aida på otte år.
NAGHME ASHABI, 25 ÅR
En fjerdedel af satiregruppen bag programmerne "Det slører stadig" på DR2. Arbejder til daglig desuden som socialrådgiver.
Født i Iran. Kom som niårig til Danmark som flygtning sammen med sin mor og søster.
Bor på Frederiksberg med sin kæreste.
(Kilde: Femina)
Læs også Koranen er åben hos Trykkefrihed