Fra Den Frie blog:
Her i efterårsferien sover jeg i stuen tæt på brændeovnen. Om det er derfor, at jeg er begyndt at drømme intensivt, ved jeg ikke. Men i nat drømte jeg, at jeg fik konstateret en uhelbredelig sygdom. Jeg var terminal. Der var ikke noget at gøre, fortalte overlægen mig.
Jeg syntes godt nok, at det var lidt tidligt. Jeg følte ikke, at jeg havde nået det i mit liv, som jeg burde og kunne. Men efterhånden fandt jeg mig til rette med det uafvendelige.
Jeg accepterede tingenes tilstand, mens jeg lå på dødslejet. Der var ikke tale om afklarethed, men dog om accept, når det nu var sådan, det skulle være. Og jeg havde vel alt andet lige givet noget videre? I hvert fald forsøgt på baggrund af de kort, jeg nu engang havde fået spillet på hånden.
Jeg fik en fysisk fornemmelse af, at nu var det nu. Jeg satte mig lidt op i sengen for at gå det ukendte i møde med noget, der kunne intendere rank ryg. Dødsøjeblikket skyllede igennem årerne, og gud eller en eller anden eller noget slukkede for livet.
I det samme vågnede jeg. Jeg er her stadigvæk. Det er fantastisk. Tak.