Efter en længere polemik om Herning hen over sommeren i forbindelse med hedebyens kandidatur som vært for næste års internationale melodi grand prix, har radiostationen Radio24syv sendt kanalens indbegreb af en københavner, levemanden Mads Holger, til Herning, hvor han skal opholde sig hele september. Han ankom til Herning søndag aften via en af byens mindst charmerende lokaliteter - Herning Banegård - der mildest talt er mere funktionel end æstetisk, og dermed gav den muligvis radioværten en brat påmindelse om, hvad der var i vente. Og kontrasten til Mads Holgers københavnerliv blev næppe mindre, da han checkede ind på sit hotel på Hernings mennesketomme gågade.
Et af de sidste billeder, Mads Holger postede på sin Facebook profil, inden turen til Herning, var et foto af en fuldfed måne over Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv i hjertet af København. Man forestiller sig, at fotoet er taget fra Mads Holgers københavnerhybel, og mens billedet af d'Angleterre emmer af både mystik og god smag, kommer man helt ned på jorden, når man ser fotos fra det hotel, der skal være Mads Holgers hjem den kommende måned. De oser af en funktionalitet, man uden at være snobbet kan kalde tarvelig.
For at få en "mytologisk-bibelsk" (ja, Mads Holger har et afbrudt teologistudium bag sig) begyndelse på sin programserie fra Herning, ville Mads Holger inviterer den første han mødte på byens gågade i studiet den følgende dag:
"Jeg blev enig med mig selv om, at den første der henvendte sig til mig på eget initiativ, skulle med i studiet. En der ville have ild, en der sagde hej, spurgte hvad klokken var eller sagde ”nej, er du ikke ham idioten fra København”".
(JP)
Der var ingen, der henvendte sig eller for den sags skyld genkendte Mads Holger, og i stedet inviterede han sognepræst Jens Moesgaard Nielsen fra Herning Kirke i studiet til den første udsendelse. Ejeren af den lokale Crazy Daisy, Brian Pedersen Greisen, og Hernings turistdirektør Lars Hajslund fik også plads i studiet. Fredag havde Mads Holger besøg af koncertarrangør Amir Rehman, der er bagmanden bag heavy metal festivalen med det imponerende navn Herning Heavy Holocaust, og tidligere V-minister Kristian Jensen.
Radio24syv har i øvrigt sendt forstærkning til Herning i form af stationens nattevagt Ayşe Dudu Tepe.
Læs også Er Mads Holger i Herning eller København?