I sidste uge blev fire malerier beslaglagt på Sankt Petersborg Museum of Power forud for G20-topmødet i byen. Et af malerierne forestiller Ruslands præsident Vladimir Putin, der reder premierminister Dmitrij Medvedev 's hår. Begge er iført dameundertøj.
To andre malerier gør grin med politikerne Vitaly Milonov og Yelena Mizulina, der er to af arkitekterne bag Ruslands ny anti-homoseksuelle lovgivning. Vitaly Milonov er portrætteret med et regnbueflag som baggrund. Vitaly Milonov, der er viceborgmester i Sankt Petersborg, sagde i sidste måned, at homoseksuelle sportsfolk og deres tilhængere risikerer anholdelse i henhold til russisk lovgivning i forbindelse med de olympiske vinterlege i 2014 i den russiske by Sochi.
Det fjerde maleri forestiller Ruslands patriark Kirill, der for nylig erklærede, at ægteskaber mellem homoseksuelle er et tegn på apokalypsen. Kirill er afbildet med fængselkraniumtatoveringer.
Embedsmænd sagde, at malerierne krænkede "gældende lovgivning". Ejeren af Museum of Power - Alexander Donskoy - oplyser til Independent, at han ikke har fået nogen forklaring på, hvilke love malerierne krænker. Ifølge Independent forbyder russisk lov, at man fornærmer statslige myndigheder, mens en anden nylig indført lov forbyder "homoseksuel propaganda" rettet mod mindreårige.
I dag blev situationen yderligere skærpet, da museets direktør Tatiana Titova blev anholdt. Første gang tirsdag morgen klokken 04.00, da politiet hentede hende og tre af hendes museumskolleger. Efter to timer blev de løsladt, men tirsdag eftermiddag blev Titova anholdt igen.
Kunstneren bag malerierne - Konstantin Altunin - er flygtet til Frankrig, hvor han søger asyl.
(kilder: Independent og Ritzau)