Så fik jeg læst Peter Øvig Knudsen 's Hippie 1 og 2. Bind 2 er nærmest en kunsthistorie, hvor Øvig anvender en journalistisk metode på blandt andet Bjørn Nørgaards værker og Hjardemål aktionen foranstaltet af Peter Louis-Jensen. Det er interessant, fordi man på den måde kommer bagom de æstetisk funderede udsagn, der har kørt i ring. Metoden har dog den ulempe (for kunstnerne), at den ikke ligefrem stiller dem i det bedste lys.
Peter Louis-Jensen fremstilles som (sygeligt) optaget af at trumfe Nørgaards radikalitet, som den blandt andet kom til udtryk i Frændeløs-filmen og ikke mindst med hesteslagtningen. Per Kirkeby fremtræder reflekteret, men forbeholden, mens Stig Brøgger ender med det tungeste lod i Øvigs fortælling, der sandsynliggør Brøggers svigt under Hjardemål aktionen og samtidig ironiserer over kunstnerens hukommelsestab efterfølgende.
Stærkest fremstår Hein Heinsen og Bjørn Nørgaard. Men det har angiveligt ikke formildet sidstnævnte, der efter læsningen af manuskriptet skrev til Øvig, at forfatteren var et "svin", hvorefter Nørgaard trak sig fra alt fremtidigt samarbejde med Øvig. Bjørn Nørgaard har derfor som den eneste kilde i bogen ikke godkendt sine citater.