Det siges lidt kynisk, at rettigheder er noget, man ikke har, når man har brug for dem, og selvom der mildest talt er forskel på eksemplerne, var det alligevel sigende, at man valgte at decimere dagpengesystemet, akkurat som finanskrisen gjorde flere afhængige af samme. I Nazi-Tyskland mistede landets jødiske borgere deres rettigheder efter en lovændring. For de "rene" jøder betød det i sidste ende udryddelse af de, der ikke nåede at flygte, og hverken sportspræstationer eller fortjenstfuld deltagelse på tysk side i 1. verdenskrig var nogen garant imod at ende i en udryddelseslejr.
Nationalsocialisternes afsmag for jøder var så stærk, at de indførte det såkaldte Ahnenpass, hvormed tyskere skulle bevise, at de i otte generationer ikke havde jøder blandt deres forfædre. Hvis man var så uheldig at have en jøde blandt sine forfædre, kunne det medføre tab af en lang række rettigheder.
Dokumenterne blev stemplet med et billede af den tyske ørn, der holdt et hagekors i sine kløer. Svastikaet blev forbudt efter krigen som et led i afnazificeringen af Tyskland, men de officielle dokumenter fra nazitiden var stadig i brug, og myndighederne fik derfor travlt med at slette nazisymbolerne med håndkraft, hvis de fik dokumenterne i hænde.
Min ven og kollega Rüdiger Westphal, hvis dokumenter jeg har fotograferet, er født i 1944 og er dermed på ingen måde medskyldig i nazisternes forbrydelse. Han blev derimod et offer for den allierede sejr, da hans familie mistede alt efter krigen. Alligevel føler han som mange tyskere i sin generation skyld over fortidens ugerninger, og han er derfor blevet både pacifist og humanist og vaccineret mod enhver form for totalitarisme.
