Wolf Gang

Golf Wang





Flog Gnaw



Odd Future giver i aften koncert i Store Vega på Vesterbro. Senere på aftenen afholder hiphop-kollektivet efterfest på Rust . Earl Sweatshirt er ikke med Odd Future i København.

OFWGKTADGAFLLBBLSBFBN

The full name for Odd Future it means-Odd Future Wolf Gang Kill Them All Dont Give A Fuck Litter Life Bacon Boys Loiter Squat Butt Fuck Bitch Niggas

Frank Ocean, der også er med i kredsen omkring Odd Future, spiller i aften i Tap1 i Valby. Koncerten er ifølge Ekstra Bladet forsinket. Ifølge BT var Frank Ocean forbi Odd Futures koncert for at give et enkelt nummer. BT lod i øvrigt sin fotograf Betina Garcia anmelde Frank Oceans koncert i Tap1, fordi de danske fotografer ikke havde mulighed for at fotografere under koncerten. Betina Garcia giver koncerten fire stjerner og skriver:

"Man kan ikke være andet end tilfreds, når man har hørt en helt unik mand (Frank Ocean, red.) spille i over en time og 40 minutter, hvor han kom igennem 20 sange. Jeg gik derfra med en absolut feel good stemning i maven. Stemmen er sindssyg på alle niveauer og har en virkelig unik kant, som man skal lede længe efter.

Jeg er dog lidt skuffet over, at man aldrig fik det der helt specielle hårrejsende moment. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre afslutning, hvor man kun fik starten af "Swim good" i en a capella version og "Wise man".

Men lige meget hvad, så er det et faktum, at Frank Ocean har DET.

Jeg giver den fire ud af seks stjerner."

BT


Berlingske 's Michael Charles Gaunt giver koncerten fem stjerner og skriver:

"Hans (Frank Oceans, red.) arsenal af mindeværdige fraseringer lød præcis lige så godt, som man kunne have håbet. Og det seks mand høje og skarpt klædte band spillede fornemt de stemningsfulde »channel ORANGE«-produktioner frem på deres samplere, tangenter, horn, strenge og trommer.

Midtvejs ramte koncerten en lille bølgedal med et par nye og helt ukendt numre. Men herefter løftede aftenen sig for alvor med en eminent udlægning af signaturballaden »Bad Religion« efterfulgt af en sejt svingende »Crack Rock«. Og med en finale bestående af højdepunkter som den episke »Pyramids«, den solbeskinnede Stevie Wonder-hyldest »Sweet Life« og »Thinkin Bout You« med den hjerteknuste falset i omkvædet fik Ocean understreget, hvorfor han var på alles læber i 2012.

Når det var godt, var det virkelig godt. Særligt for os tættest på scenen, hvor man kunne opleve Frank helt tæt på. Følge hans små gestikulationer. Og se ham synge sig helt ind i mørket og tilbage i igen.

Håber snart vi ses igen."

Berlingske

Politiken 's Simon Lund er mand for en dobbelt anmeldelse af både Odd Future og Frank Ocean. Den falder ud til sidstnævntes fordel:

"Der var dækket op til dobbelt op på skæg og ballade på Vesterbro i København torsdag aften.

Efter arrangørernes plan skulle det balstyriske hiphopkollektiv Odd Future Wolf Gang Kill Them All først rive høflighedernes facader ned på Store Vega, hvorefter det tidligere medlem af kollektivet, Frank Ocean, kunne sætte en farverig paraply i den gennemrystede drink med en komplet udsolgt og længe ventet koncert i Tap 1-hallen på det gamle Carlsberg.

Det lignede på forhånd et ønske om, at sød musik opstår, når modsætninger mødes. Bagefter lignede de to koncerter et umage par med en skummel fortid sammen, hvor kun en enkelt vil stå tilbage i hukommelsen året ud: den stadigt mere fascinerende Frank Ocean."

Simon Lund giver Frank Ocean fem stjerner, mens Tyler og resten af Odd Future må nøjes med tre stjerner.

Om Odd Future skriver Lund:

"Odd Future Wolf Gang Kill Them All laver hiphop som unge engelske lømler forsøgte at spille rock'n'roll i 1977. Med punkens løsrevne energi bliver al elegance slået til plukfisk af spjættende kroppe og stimer af rap, der ikke altid lige rammer beatet, men hver gang efterlader et blåt mærke på trommehinden.

Desværre ankom de til København uden den unikke Earl Sweatshirt, men i midten af de tumultariske løjer havde de stadig Tyler, the Creator, hiphoppens svar på Screamin' Jay Hawkins. Med sin raspende dybe stemme spreder han uro og vildskab på et niveau langt over Mike G, Taco Bennett, Hodgy Beats og Domo Genesis.

Det blev udstillet da han midtvejs indtog scenen med tracks fra sine soloalbums, og lige så snart Tyler, the Creator trådte i baggrunden. Her faldt koncerten mærkbart i intensitet og publikums begejstring blev piftet som et cykeldæk af glasskår fra en for længst overstået fest. Så selv om den ujævne koncert dampede herligt at kaos, gik gassen af begejstringen og charmen al for hurtigt af Los Angeles' ukontrollable gadeknægte."

Om Ocean lyder det:

"Den enigmatiske Frank Ocean tog os med ind i en midnatstime af uangribelig ro. Med komplekse sange om længsel og tomhed gik han fra det dirrende generationsportræt, 'Novacane' til den deprimerende croon om 'Super Rich Kids' med solblikkende 'Sweet Life' og krumspringende 'Pyramids' som triumfer undervejs.

Præmissen var klar og aldrig til diskussion: vi var inviteret indenfor hos Frank Ocean. Alt foregik efter hans hoved og blev afstemt med hans temperament. Selv om der var generte smil og glæde, blev der ikke leflet for publikum. Ocean lod natten igennem sin stemme arbejde som endnu en muskel i det smidige bands samspil.

På den måde leverede Frank Ocean en forunderligt afvæbnende præstation, der på sin vis stod i grel kontrast til udskejelserne fra kammeraterne i Odd Future Wolfgang Kill Them All. På den anden side havde det til fælles, at de begge ville sætte deres egen dagsorden, ville omformulere deres genrer og ville stikke et lyrisk spadestik dybere end man ellers ser.

Men det var kun Frank Ocean, der formåede at få ambitioner og evner til at gå i spænd, så man glemte køen, men aldrig klangen af Oceans stemme, mens den til sidst og a cappella sang: "I'm about to drive in the ocean/ I'mma try to swim from something bigger than me".

Torsdag i Tap 1 var det Frank Ocean, der kørte os i havet og åbnede natten op for noget, der var større end os alle sammen."

Politiken

Hipsterne fik set deres giraf

Kristian Dam Nygaard fra Metroxpress er alt andet end begejstret. Under rubrikken Frank Ocean skuffede fælt i Tap 1 skriver Nygaard:

"Nøj, hvor er jeg skuffet. Før koncerten var jeg stor Frank Ocean-fan. Nu er jeg kun stor fan af 'Frank Ocean-hjemme i stuen på anlægget'.

Frank Ocean laver søndags-musik til et 12-tal, men torsdag aften foran et ufokuseret, alt for talende publikum fungerede det slet, slet ikke. Du kan mene hvad du vil, kære musik-connoisseur, men verdens pt mest hypede musiker, blev desværre en kedelig affære i Tap 1.

(...)

Scenariet bar præg af al for meget uro blandt publikum og et alt for stille sæt fra Frank Ocean. Efter en halv time, kom der kortvarigt liv i hallen med Spotify-hittet 'Lost', men ellers stod den på dræbende slow-versioner af de i forvejen stille numre fra Frank Oceans stadig begrænsede bagkatalog.

Det var som om, der var mødepligt i hipsterklubben, og de fleste bare var mødt op for at få sat deres kryds.

'Pyramids' og 'Thinkin Bout You' fastholdt periodevis publikums opmærksomhed, men da var den første halvdel allerede på vej hjem igen.

Jeg holder af Frank Ocean, men det her var simpelthen for kedeligt. Hans talent er indiskutabelt, stemmen var sublim, grundbeatet fængende, men alt i alt var det som at stå og kigge på et opvarmningsband, før hovednavnet gik på.

At han vælger at dræbe min personlige favorit 'Swim Good' ved kun at synge første vers acapella, trækker heller ikke op i det samlede regnskab.

Hipsterne fik set deres giraf, og så er det ellers om at komme hurtigst muligt hjem og få sat 'Channel Orange' på anlægget, så den gode stemning Frank og jeg imellem kan genoprettes."
MX

Ekstra Bladets kronisk mavesure Thomas Treo er heller ikke oppe at ringe over Oceans koncert, som han giver tre stjerner:

"På grund af scenetekniske problemer listede Ocean nemlig først forsigtigt ind i det dæmpede rampelys klokken 23.02, men selv, hvis han havde gået på tre timer tidligere, havde det nok været en lidt søvndyssende og underligt tam oplevelse.

Trods en sympatisk indsats var der for lidt gennemslagskraft i sættet, der savnede sensualitet og nærvær.

Charmerende er Tap1 ikke, og selv om Oceans band var betydeligt bedre, end hvad man ellers bliver udsat for indenfor moderne R&B, så var d’herrer ikke dygtige nok til at genskabe den labre og lummergroovy sound fra ’channel ORANGE’.

Ocean blev simpelthen almindeliggjort, og selv om han er en habil sanger, så afslørede det 94 minutter lange show, at han bestemt har sine begrænsninger.

Æstetikeren har dog den fordel, at genren ikke ligefrem overrendes af genier i øjeblikket, men hitmageren har altså ligeså langt op til foregangsmændene Al Green, Sam Cooke og Stevie Wonder, som han har langt ned til Burhan G."

Treo giver Odd Future fire stjerner, og dobbeltanmeldelsen falder ud til hiphop-kollektivets fordel:

"De unge californieres pubertære perversiteter er hørt før, men sjældent tilsat så rabiat energi og snerrende, rapkæftet timing som foran et endnu yngre publikum i det udsolgte lokale, hvor der blev hujet, hoppet og stagedivet i en kåd festrus.

Slængets beats var ofte effektivt medrivende, og til trods for, at lømlerne har haft så travlt med at være kontroversielle, at der ikke er blevet tid til at finpudse sangskrivningen, så holdt repertoiret et dueligt niveau.
Uundgåeligt var det en ret rodet omgang, men for hiphop-standard fremstod den løsslupne seance omvendt ganske fokuseret, og efter 70 minutter hastede man kun modvilligt i Tap1 for at nå Ocean, inden Odd Future fik leget, logret og larmet helt færdigt."

Ikke meget nyt at hente

Pernille Smith Larsen fra Soundvenue giver koncerten fire stjerner:

"Ocean nåede en af tinderne med ’Pyramids’, en episk tre-akts forestilling, der straekte sig fra laserstråle-synths og marchende beat til sørgmodig, sexet slow-jam til omtågede soli fra Franks skrattende, effektbelagte ekstramikrofon og hans guitarist.

Desværre holdt niveauet ikke hele vejen igennem. ’Channel Orange’-bonustracket ’Golden Girl’ sigtede efter en luftig Honolulu-stemning, men endte hurtigt med at gå i tomgang, hvilket også gjorde sig gældende for det andet nye nummer – ud af tre uudgivne tracks fremført – der lød monotont, livløst og blottet for kompositorisk udvikling.

Badet i rødt lys sang Ocean et af aftenens højdepunkter, den intense bagsæde-bekendelse ’Bad Religion’, hvis fortælling om uigengældt kærlighed kulminerede i et skrig, som fik publikum til at juble. Og ja, det var et fantastisk skrig. Et desperat, kuldegysende skrig, men ligesom med en stor del af torsdagens koncert var der ikke meget nyt at hente, hvis man allerede havde skamlyttet Oceans udgivelser. Hertil var de tre nye numre ikke stærke nok til at opveje den ikke altødelæggende, men ærgerlige mangel på distinktion mellem Frank Ocean på plade og Frank Ocean live."

Soundvenue

Blog-Land anbefaler Frank Oceans Tumblr.

På Twitter skriver radiovært Pelle Peter Jensen:

"Til Frank Ocean koncerten kunne man ligeså godt have sat cd'en på. Til Odd Future havde man lyst til at sætte cd'en på. Kedsomhed vs. Kaos."