Billedkunstneren Uwe Max Jensen er i øjeblikket blokeret fra Facebook i 30 dage for at poste et fotografi af sine underbenklæder. Det afholder imidlertid ikke det sociale netværk fra at gå kunstnerens ældre fotografier igennem med en tættekam. I dag modtog Uwe Max Jensen en besked fra Facebook, hvoraf det fremgik, at et fotografi, hvor kunstneren nøgen, men med en papbanan foran skridtet, poserer som Jesus på korset, var blevet fjernet fra kunstnerens fotoalbum på Facebook. Af meddelelsen fremgik det endvidere, at Uwe Max Jensen havde fået forlænget sin blokering på Facebook med yderligere 12 timer.
Uwe Max Jensen stiller sig uforstående overfor Facebooks sanktion, da fotografiet af Banan-Jesus på korset ikke overtræder Facebooks egne regler vedrørende "nøgenhed og pornografi", men derimod er et stykke religiøs satire.
"Jeg mener, at Facebook opfører sig fuldstændig vilkårligt, enerådigt og magtfuldkomment, når de blokerer brugere eller helt lukker deres profiler. Når Facebook så samtidig ikke overholder sine egne regler, men fortolker dem, som vinden blæser, er det meget vanskeligt at agere som bruger på Facebook," udtaler Uwe Max Jensen.