Michael Jarlner, der er international redaktør på Politiken, drager i en statusopdatering på sin Facebook profil denne sammenligning mellem danske Syrien-frivillige og digteren Gustaf Munch-Petersen, der kæmpede som Spanien-frivillig mod Franco i årene inden 2. verdenskrig:
"Min gode kollega Adam Hannestad mindede mig om dette digt i dag - fra en dansk Spanien-frivillig i 1937:
Gustaf Munch-Petersen:
Til mine forældre (1932)
jeg blev ikke det, I ventede –
jeg blev alt det, I havde frygtet –
I lod mig vokse op
næret ved jeres afsavn.
I opdrog mig med skjulte tårer –
opdrog mig
til at leve jeres liv – fortsætte det –
skal jeg sige:
sådan levede I; I gjorde ret –
altså er det godt at leve sådan.
skal jeg?
eller skal jeg dræbe håbet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som I –
at min verden er en anden end jeres,
min glæde,
min smerte en anden end jeres –
vil I tro på min tak til jer?
på min tak til livet?
eller vil I sige:
han fik alt,
han tog alt af os,
og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
Jeg ved, I har ret, når I siger det.
Jeg tror, jeg har ret, når jeg går
til mit eget land
men jeg går tøvende –
jeg går langsomt og tungt –
men jeg tror, jeg skal gå.
- - -
Unge Gustafs drift førte ham i døden for sine idealer - idealer som vi i dag kan se med en vis sympati på, fordi vi kender historien om Franco og Hitler derefter.
Prøv nu at bytte Gustafs navn ud med en af de mennesker, der tager til Syrien for at kæmpe -- dem som justitsminister Bødskov lige nu jager kollektivt som potentielle farer for Danmarks sikkerhed. Det er jeg sikker på, at nogen af dem er. Man skal også vare sig for historiske sammenligninger, det ender ofte galt.
Men kunne nogle af dem have andre drifter end religiøs ekstremisme? Drifter som Gustaf? Og ville de så også være farlige for os selv?"
I tråden til Michael Jarlners statusopdatering skriver Peter Nedergaard:
"Men Gustafs digt handler IKKE om at tage til Spanien for at kæmpe. (...) Efter alt at dømme handler digtet om, at han ikke blev akademiker som begge sine forældre, men gik tidligt ud af skolen og slog sig ned som fisker i Gudhjem. (...) Gustaf M-P var i det hele taget aldrig en politisk digter. Hans store forbilleder var Blake og Södergran. Det var metafysikken, der trak i digtene. (...) Man skal blot passe på med at læse for meget politik ind i digtene. Det var dybest set imod hensigten heri. Og at sammenligne spaniensfrivilliges kamp mod fascismen med de ifølge PET overvejende islamistisk inspirerede kæmpere i Syrien er heller ikke heldigt. Ingen kan været længere derfra hinanden end Gustaf M-P's budskab om individuel frihed."
Min Facebook ven Marius kommenterer sagen således:
"Det ligger vel i kulturrelativismen til stadighed at udskfte dele af virkeligheden med sin egen overbevisnng. Øvelsen udføres konstant ifht. Socio-kulturelle omveje, kulturmarxistiske sproghandlinger og andre metafysiske metoder. Hvis det passer ind i forestillingen om et arabisk forår, at negligere islamisme og demografi i Syrien, så er et lille digt og en fiktion om nydanske demokratiforkæmpere vel at betragte som en tryghedsskabende fortælling, der ikke forstyrrer Politikens tornerosesøvn bag tornekrattet af pigtråd og alarmer?"
Michael Jarlner har med udgangspunkt i Gustaf Munch-Petersens digt skrevet en kommentar i Politiken kaldet Jagten på de danske krigere.