Lige så krøllet billedkunstneren Frode Steinicke er, når han kommenterer livets gang på Facebook og udenfor, lige så stringent er han tilsyneladende i sit kunstneriske virke, der leder tankerne hen på Donald Judd 's minimalisme og Sol LeWitt 's serialitet. Er Steinicke et janushoved, hvor tekst og fysisk form afspejler to sider af samme personlighed? Det synes at være det oplagte svar. Men det er næppe det rigtige.
Lige under overfladen på de tilsyneladende udtrykstømte skulpturer, som Frode Steinicke har beskæftiget sig med i en årrække, lurer en tilbageholdt, men potentiel ekspressivitet. Måske skinnet bedrager, og der ikke er så langt fra den unge Steinickes tidstypiske surrealistiske afsøgninger af maleriet til den modne kunstners forskning i formens muligheder.
Frode Steinickes igangværende udstilling på Galleri NB i København bærer den næsten Olafur Eliassonske titel inside is outside, og her afsøger Steinicke netop formen, der hele tiden synes at både åbne og lukke sig om sig selv i et (Olafur Eliassonsk!) samspil med beskuerens position i rummet. Steinickes skulpturer er ikke klassiske se-objekter, selvom de ofte fremtræder sådan. Dertil er de for komplekse og uhåndterbare, når blikket forskydes. Det er skulpturer, der ikke kan rummes og aftydes endeligt med blikket. De skal erfares i en vedvarende fordring mellem værk og beskuer.
Sidst undertegnede så en udstilling af Steinicke var der tale om det store retrospektive udtræk på Kunstcentret Silkeborg Bad komplet med katalog og et vue over produktionen igennem årene. På Galleri NB er vi nede i skala. Her har Frode Steinicke fyldt galleriets bagerste rum til bristepunktet med sine hvidlakerede grid-skulpturer på slanke sokler, og på væggene er der ophængt tegninger i blokke, der med sorte felter sender tankerne i retning af russisk suprematisme.
Der synes at være en pointe i, at Steinickes udstilling er så kompakt. Måske er det ekspressiviteten, der stikker frem igen. Skulpturerne er nærværende som objekter i rummet på en helt anden klaustrofobisk måde end på den traditionelle minimalistiske udstilling, hvor skulpturernes rene udtryk oftest pointeres af det rensede rum. I Steinickes rum er den minimalistiske kontemplation udskiftet med følelsen af at stå midt i verden. Uoverskuelig og påtrængende.
Hvad kunstneren selv mener, kan du læse her:
"Tanker og ideer om udstillingen ”inside is outside” på Galleri NB i Kbh., 2013.
Ideen om at billedhuggeren hugger sig ind til en figur, der på forhånd findes i kernen af en masse, har jeg altid fundet misvisende og usand. Den additive skulptur, der forsøgte at omgå dette udsagn, løste bestemt ikke problemet. Tværtimod, den mangfoldiggjorde bare det misvisende. Alene ideen om en ’død’ masses egen iboende form og kraft er for mig det absolutte vrøvl. Massen er og bliver stum. Postmodernistisk naive illusionistiske forsøg med at lave glughuller i skulpturen, til at kigge ind af, direkte latterliggjorde ideen om udfoldelse af skulpturens indre masses iboende fortælling.
Problematikken er altså stadig, hvorvidt kunstneren undersøger dybden under overfladen, eller hvorvidt kunstneren undersøger overfladens dybde.
Med hensyn til udstillingen ”inside is outside” i Galleri NB i København 2013, har det været mit ærinde at skabe ækvivalens mellem skulpturens indre og ydre. I overført betydning har jeg trukket skindet af tigeren og vendt vrangen ud og retten ind, eller om man vil åbnet overfladen op for at se ind. For at gøre alt synligt. Både overfladen og det under, - altså det, der er indeni, massen/kernen. Intet er skjult. Det stumme er artikuleret.
Men sagen er den, at hver gang man skræller i en overflade, så opstår der en ny overflade; - det eneste, der i princippet kan betragtes med et nøgternt syn. Alt andet er opdigtet. Med andre ord er vi tilbage ved løget, der skrælles lag for lag og til sidst ender med det tomme rum.
Skulpturerne på udstillingen ”inside is outside” er af samme grund ens på yder- og inderside. De viser, at overfladen og det indre er ækvivalente. At der ikke er noget gemt under overfladen, at der ikke er digtet, og de viser, at spørgsmålet om, hvorvidt det er dybden under overfladen eller overfladens dybde, der betragtes, er beskuerens eget frie valg."
"Tanker og ideer om udstillingen ”inside is outside” på Galleri NB i Kbh., 2013.
Ideen om at billedhuggeren hugger sig ind til en figur, der på forhånd findes i kernen af en masse, har jeg altid fundet misvisende og usand. Den additive skulptur, der forsøgte at omgå dette udsagn, løste bestemt ikke problemet. Tværtimod, den mangfoldiggjorde bare det misvisende. Alene ideen om en ’død’ masses egen iboende form og kraft er for mig det absolutte vrøvl. Massen er og bliver stum. Postmodernistisk naive illusionistiske forsøg med at lave glughuller i skulpturen, til at kigge ind af, direkte latterliggjorde ideen om udfoldelse af skulpturens indre masses iboende fortælling.
Problematikken er altså stadig, hvorvidt kunstneren undersøger dybden under overfladen, eller hvorvidt kunstneren undersøger overfladens dybde.
Med hensyn til udstillingen ”inside is outside” i Galleri NB i København 2013, har det været mit ærinde at skabe ækvivalens mellem skulpturens indre og ydre. I overført betydning har jeg trukket skindet af tigeren og vendt vrangen ud og retten ind, eller om man vil åbnet overfladen op for at se ind. For at gøre alt synligt. Både overfladen og det under, - altså det, der er indeni, massen/kernen. Intet er skjult. Det stumme er artikuleret.
Men sagen er den, at hver gang man skræller i en overflade, så opstår der en ny overflade; - det eneste, der i princippet kan betragtes med et nøgternt syn. Alt andet er opdigtet. Med andre ord er vi tilbage ved løget, der skrælles lag for lag og til sidst ender med det tomme rum.
Skulpturerne på udstillingen ”inside is outside” er af samme grund ens på yder- og inderside. De viser, at overfladen og det indre er ækvivalente. At der ikke er noget gemt under overfladen, at der ikke er digtet, og de viser, at spørgsmålet om, hvorvidt det er dybden under overfladen eller overfladens dybde, der betragtes, er beskuerens eget frie valg."