Deltagere i årets karneval.
"Kære eneste ene
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg kan nu se, at jeg i lang tid har overset dig og ikke har givet dig den opmærksomhed, som du fortjener. Vi havde en klar aftale, og jeg føler ikke, jeg har levet op til min del af aftalen. Jeg håber virkelig, jeg kan få lov til at gøre det godt igen, og jeg underskylder meget.
Vi havde en klar aftale: Du skulle købe loyalitetsarmbånd, du skulle købe dem tidligt, og du skulle købe dem, selvom du ikke skulle i Kildeparken. Vores aftale var, at hvis du skulle deltage i paraden, så skulle du købe armbånd. Jeg har ikke de konkrete tal for salget af armbånd endnu, men jeg kan allerede nu sige, at du har levet op til din del af aftalen. DU har købt armbånd tidligt, også selvom du ikke skulle i Kildeparken. Jeg lovede dig til gengæld vand og luksustoiletter i paraden. Luksustoiletterne var der, og de virkede (for det meste ), men vandet!!! Der var udstyr til at give dig vand, vi havde spande, kopper og frivillige til at udlevere vandet. MEN vi havde ikke fået kommunikeret ud til alle de firvillige, hvorfra de skulle fylde spandene, og derfor var der mange stationer, hvor der ingen vand var! (Slangen lå under vognen – der var bare ikke nogen, der vidste det).
Pinligt, og jeg underskylder meget. Jeg lover at gøre det bedre i fremtiden. Men som du ved, så har jeg været svag og underskudsagtig i den seneste tid. Selvom det ikke skal være en undskyldning, så er det de fejl, som sker, når man ikke er ved sit gamle jeg. Der er helt sikkert mange derude, som nu vil forsøge at få din opmærksomhed (Hjallerup marked, lange gåture på havnen eller biografen). Men jeg håber virkelig ikke, at du forlader mig for en anden. Vi har i over 30 år spredt vores fælles kærlighed, glæde, sambarytmer og fest ud over Aalborg. Vi har sammen sat Aalborg på verdenskortet. Derfor håber jeg virkelig, at du vil acceptere denne undskyldning, og at vi kan fortsætte vores partnerskab? Jeg lover, at give dig mere opmærksomhed i fremtiden. Du er min eneste ene, og i fremtiden vil jeg lytte mere til dine ønsker og behov. Jeg lover at være den partner, som du kan være stolt af.
Vil du give mig et lille praj, om du accepterer undskyldningen, og om vi kan fortsætte vores fantastiske partnerskab i fremtiden?
Men venlig Aalborg Karnevalsforening
Ps. Måske skal temaet i 2014 være klovn?"
De fleste tilkendegivelser på Aalborg Karnevals Facebook side er positive og overbærende, men enkelte er mere kritiske. Anne skriver:
"Synes der var ALT for lidt toiletter i år i kildeparken og der var MEGET meget klemt pga. det VIP-område der. Og for at være helt ærlig, så var kunsterlisten sgu lidt tynd i år. Hvis ikke man er til dancehall, kunne man kun høre nogle dj's osv. som man nærmest ikke kendte. Og der var intet samlingspunkt pga. de to scener. Der var bare rod og forvirring, og lange kører midt i det hele.."